Nogle mennesker er skræmt væk fra at skrive
en bog fordi de tror vi forfattere have hele bogen i vores hoveder, når
vi starter. Heck, har de fleste af os ikke hele bogen i vores hoveder når vi er
færdige. De tror at det er alle der, vi skriver det, og vi er færdig. Ikke
ønsker jeg.
Nogle af os (som mig) foretrækker at arbejde
med en disposition. Jeg har opdaget, at jeg gerne arbejde med en meget
detaljeret skitse. Selvfølgelig, jeg kan ændre det (og jeg altid gør), men jeg
ved, det er der ligesom en sutteklud. Andre modige sjæle kommer med en idé og
bare strejke ud på egen hånd, ingen skitse, ingenting-de føler, at skrive noget
ned ville besudle den kreative proces. De fleste forfattere er et sted i mellem.
Men vi alle har én ting til fælles: vi er alle nødt til at skrive vores bøger
én sætning, en scene, ét kapitel ad gangen.
Jeg skal absolut arbejde på denne måde. Jeg
har naturligvis min disposition, men når jeg rent faktisk laver Skriften jeg
skal tvinge mig selv ikke at tænke meget over det et øjeblik i denne scene, som
jeg skriver. Når lutter omfanget af hvad jeg har at udføre skubber sin vej ind
i mine tanker, min fattige lidt hjerne bare kortslutninger — faktisk det
vanskabninger ud. Hvis jeg fortsætter langs denne, en af to ting vil ske: Jeg
vil gerne have et panikanfald eller mit hoved vil eksplodere fra den store
mængde af ordene.
Spørgsmål begynder at køre i svimlende
cirkler i mit hoved. Hvordan har jeg tænkt mig at komme herfra til der? Oh glemte
crap, jeg at medtage denne karakter. Behøver jeg virkelig at karakter? Skal jeg
redde ham og hans udgaaende for den næste bog? Hvordan denne udgaaende
nogensinde kommer til at passe ind i? Kort sagt, jeg forsøger at gøre, hvad jeg
tror enhver forfatter kan gøre — har hele ting i mit hoved på én gang. Det er
lidt ligesom at kigge på deep space billeder fra Hubble-rumteleskopet. Jeg ved
ikke om dig, men min kæbe dråber åben på hvor langt universet er. Det samme
gælder (i meget mindre skala) af mine bøger univers. Det er bare alt for stor
til at forstå alle på én gang.
Hvis du forsøger at forstå din hele bogen,
mens du skriver, mister du umiddelbarheden i de sætninger, du skriver,
intimitet mellem tegnene i scenen. Du mister det følelsesmæssige menneske (eller
alf eller trold) touch. Realness af to mennesker, der bekymrer sig om hinanden,
eller hader hinanden, eller man er ved at forråde den anden — deres
intimitet/forbindelse/fjendskab er tabt, medmindre du fordybe dig i deres
øjeblik, komme ind i deres sind, og forstå, hvad de føler. Først derefter kan
du præcist formidle dine karakterer følelser og gøre ordene kommer til livet på
siden — én sætning, en scene, ét kapitel ad gangen.
Læs mere på
LISA
SHEARIN